Initiativtagerne til Femø Fortællefestivallerne var Anne-Marie Nielsen, rejsefortæller og medlem af De Berejstes Klub, og Ole Georg Terney, femøboer og redaktør af Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift om naturvidenskab, BioNyt Videnskabens Verden. Anne-Marie Nielsen fortæller om baggrunden for Femø Fortællefestival:

"Da vi kom til Femø, blev vi inspireret af den stærke fortælletradition, som er på øen. Når vi lytter til fortællinger, skaber vi selv billeder i hovedet og bliver hermed medskabere af historierne.

Historiefortælling er nuets kunst i spændingsfeltet mellem litteratur og scenekunst," forklarer Anne-Marie Nielsen. "I en digital verden bliver levende historiefortællinger et vigtigt og tiltrængt modspil til hverdagens skærme.

Under forestillingerne opstår der en stemning af intenst nærvær, der gennem den fælles oplevelse styrker fællesskabet og tilhørernes empati – noget som vi alle har godt af i disse tider."

Femø Fortællefestival 2025 finder sted i den anden hele weekend af juni, fra fredag d. 13. juni kl. 19 til søndag d. 15. juni klokken 15. Festivalen udspiller sig rundt omkring på Femø med Femøs kunstnerisk udsmykkede fortællebænke som udgangspunkt – men i tilfælde af regnvejr rykker festivalen i ly for regnen.

Særforestillingen med Vigga Bro, de særlig shows, afslutningsforestillingen og masterclass foregår alle indendørs. I tilfælde af dårligt vejr anvendes som nævnt indendørs-faciliteter rundt omkring på øen.

Det er gratis at deltage i Femø Fortællefestival, men man opfordres til at tilmelde sig femofortaellefestival.nemtilmeld.dk, hvor man kan reservere pladser til shows, hvor der er begrænset plads. 

Følg med i programmet og få løbende flere informationer på Femø Fortællefestivalens Facebook-side: https://www.facebook.com/Femoefortaellefestival

Femø Fortællefestival 2025 er økonomisk støttet af Øernes Kunstfond, Nordea Fonden og Velux Fonden.

Udvalgte fortællere vil fortælle historier for børnefamilier under Femø Fortællefestival. Børnene kan også have glæde af at besøge Eventyrstrædet, hvor dukker i de gamle piletræer illustrerer kendte H.C.Andersen-eventyr og Grimm's eventyr. Desuden er der Smuthullet, et værksted for børn og voksne med høvlebænke, værktøj, maling osv.

Du kan se figurer fra mange kendte eventyr i "Eventyrstrædet" (Damstrædet) ud for sportspladsen. 

Her er nogle (forkortede) historier: 

OLE LUKØJE: Der er ingen, der i Verden kender saa mange Historier som Ole Lukøje! Han er en lille, gammel Mand, der kommer hver Aften, naar Børnene sidder ved Bordet, eller i deres Stole, og er meget søvnige; ja, naar de er søvnige, kommer Ole Lukøje. Han har saa fine Strømper paa, men ingen Sko; han har Klæder paa af Silke, og han har en lille Paraply under Armen; den ene er med deilige Billeder indvendig, den spreder han ud over de brave Børn, saa drømmer de de deiligste Historier hele Natten; men den anden Paraply har slet ingen Billeder, den spreder han ud over de uartige Børn, saa sover de tungt, og vaagner om Morgenen uden at have drømt noget.Ja, Ole Lukøje! han kan fortælle Historier!En Aften, da en lille Dreng ved Navn Hjalmar sad paa sin Stol og var meget søvnig, kom Ole Lukøje. Han dryssede lidt Mælk i Øjnene paa Hjalmar, og saa begyndte han at fortælle."Se," sagde Ole Lukøje, "i Aften skal du se en dejlig Historie. Her er en lille Tændstikæske, og i den bor der en lille Mus. Den har en dejlig Stue, og den har en lille Seng af Silke. Og hver Nat kommer der en lille Kat og besøger den. Og Katten er en fornem Frøken, og hun har et dejligt Halsbaand af Perler. Og de to sidder og taler om alle de dejlige Ting, der er i Verden."Og saa fortalte Ole Lukøje om en Konge, der havde en dejlig Have, og i Haven var der et Træ, der bar Guldæbler. Og Kongen havde en Datter, der var saa smuk, at Solen og Maanen dansede for hende. Og saa fortalte han om en lille Soldat, der marcherede gennem Skoven, og han mødte en Heks, der gav ham et Fyrtøj. Og med Fyrtøjet kunne han kalde paa tre Hunde, der havde Øjne saa store som Thekopper, Møllehjul og Rundetaarn.Og saa fortalte han om en lille Pige, der havde en rød Hætte, og hun gik ind i Skoven og mødte en Ulv. Og saa fortalte han om en lille Havfrue, der boede i Havet, og hun elskede en Prins, der boede paa Land. Og saa fortalte han om en lille Tommelise, der var saa lille, at hun kunde sove i en Valnøddeskal.Og saa fortalte han om alle de dejlige Ting, der er i Verden. Og Hjalmar faldt i Søvn og drømte alle de dejlige Historier.Og da Morgenen kom, vaagnede Hjalmar og huskede alle de dejlige Historier, som Ole Lukøje havde fortalt ham. Og han tænkte: "Jeg vil være en god Dreng, saa Ole Lukøje vil komme og fortælle mig flere Historier."

PINOCCHIO: Der var engang en gammel Træskærer, ved Navn Gepetto, som boede i en lille By ved Havet. Han havde ingen Børn og ønskede sig inderligt en lille Dreng. En Dag skar han en Dukke af et Stykke Træ, og da han var færdig, sagde han: "Hvis bare du var en rigtig Dreng!" Og i det samme begyndte Dukken at bevæge sig og tale. "Jeg hedder Pinocchio," sagde den.Gepetto blev meget glad og tog Pinocchio med hjem. Han klædte ham i fine Klæder og sendte ham i Skole. Men Pinocchio var en uartig Dreng, og han gad ikke lære noget. Han løb væk fra Skolen og mødte en Ræv og en Kat, der narrede ham til at følge med til et Land, hvor der var Legetøj og Karruseller. Der blev Pinocchio doven og ugidelig, og han fik lange Æselører.Da Pinocchio kom tilbage til Gepetto, var han ked af det, og han lovede at være artig. Men han mødte igen Ræven og Katten, og de narrede ham til at følge med til et Cirkus. Der blev han en Klovn og gjorde sig til grin for alle. Men han var ikke glad, og han længtes efter Gepetto.En Dag hørte Pinocchio, at Gepetto var taget ud paa Havet for at lede efter ham. Men Gepetto var blevet slugt af en stor Hval. Pinocchio tog ud paa Havet for at finde Gepetto. Han blev ogsaa slugt af Hvalen, og derinde fandt han Gepetto.Pinocchio og Gepetto lavede et Baal, og Røgen fik Hvalen til at nyse, saa den spyttede dem ud. De svømmede i Land og gik hjem til deres lille Hus. Pinocchio var nu blevet en artig Dreng, og han hjalp Gepetto med at arbejde. En Dag, da Pinocchio laa og sov, kom en god Fe og forvandlede ham til en rigtig Dreng. Og saa levede Pinocchio og Gepetto lykkeligt til deres Dages Ende.

FYRTØJET: Der kom en Soldat marcherende henad Landevejen; een, to! een, to! Han havde sit Tornister paa Ryggen og en Sabel ved Siden, for han havde været i Krigen, og nu skulle han hjem. Paa Vejen mødte han en gammel Heks, saa hæslig at se til, at man skulde tro, hun var selve Djævelen. "God Aften, Soldat!" sagde Heksen. "Hvor du har en dejlig Sabel og et stort Tornister, du er jo en rigtig Soldat! Nu skal du faa saa mange Penge, du vil ha'e!""Tak skal du ha', gamle Heks!" sagde Soldaten."Ser du det store Træ der?" sagde Heksen, og pegede paa et Træ, der stod ved Siden af dem. "Det er ganske hult indeni. Der skal du klatre ned, saa kommer du dybt ned i Jorden. Der sidder tre Hunde, den ene med Øjne saa store som Thekopper, den anden med Øjne saa store som Møllehjul, og den tredie med Øjne saa store som Rundetaarn. Men du skal ikke være bange for dem. Sæt dem bare paa mit forklæde, saa gør de dig ikke noget, og tag Du af Kisten saa meget Guld, Du vil!"Soldaten tog Fyrtøjet, og kom op med saa mange Penge, at han kunne leve som en Konge. Han købte sig et dejligt Hus, og klædte sig i de fineste Klæder. Men han var en letsindig Mand, og snart var alle hans Penge brugt op.Da han ikke havde mere end en halv Skilling tilbage, kom han i Tanker om sit gamle Fyrtøj. Han slog Gnist, og straks stod den første Hund foran ham, med Øjne saa store som Thekopper. Soldaten befalede Hunden at hente ham Penge, og det gjorde den. Saa levede Soldaten igen som en Konge.Han hørte om en dejlig Prinsesse, der var spaaet til at ægte en simpel Soldat. Kongen var ikke glad for denne Spaadom, og lod Prinsessen spærre inde i et højt Taarn. Soldaten fik en af Hundene til at hente Prinsessen til sig hver Nat, og de to blev forelskede.Kongen opdagede, at Prinsessen forsvandt hver Nat, og sendte en Soldat efter hende. Soldaten fulgte efter Hunden, og satte et Kryds paa Døren til Soldatens Hus. Men Soldaten lod alle Døre i Byen faa et Kryds.Da Kongen ikke kunne finde det rigtige Hus, lod han Prinsessen vogte, og hun fortalte om sine Drømme om Soldaten. Kongen lod Soldaten fængsle og dømte ham til Døden.Paa Vejen til Galgen bad Soldaten om at maatte ryge sin sidste Pibe. Han slog Gnist med Fyrtøjet, og de tre Hunde kom løbende. De greb Kongen og alle hans Soldater, og kastede dem op i Luften, saa de faldt ned og slog sig fordærvede. Soldaten tog Prinsessen til Ægte, og blev Konge over hele Landet.

SNEHVIDE: Der var engang en Dronning, som sad ved sit Vindue og syede, mens Sneen faldt udenfor. Hun stak sig i Fingeren paa en Torn og ønskede sig et Barn med Hud saa hvid som Sne, Læber saa røde som Blod og Haar saa sort som Ibenholt. Og se, hendes Ønske blev opfyldt, og hun fødte en lille Datter, som fik Navnet Snehvide.Men Dronningen døde, og Kongen tog sig en ny Hustru, som var en stolt og forfængelig Kvinde. Hun havde et fortryllet Spejl, som hun spurgte: "Spejl, Spejl paa Væggen der, hvem er skønnest i Landet her?" Og Spejlet svarede: "I er den skønneste i Landet her, min Dronning."Men som Snehvide voksede op, blev hun smukkere og smukkere, og en Dag svarede Spejlet: "Snehvide er den skønneste i Landet her, min Dronning." Da blev Dronningen grøn af Misundelse og befalede en Jæger at føre Snehvide ud i Skoven og dræbe hende.Jægeren havde dog Medlidenhed med den lille Pige og lod hende løbe. Snehvide vandrede alene gennem den dybe Skov og kom til et lille Hus, hvor syv Smaa Dværge boede. De tog hende venligt imod, og hun blev hos dem og passede deres Hus.Men den onde Dronning troede, at Snehvide var død, og spurgte igen sit Spejl. Og Spejlet svarede: "Snehvide er den skønneste i Landet her, min Dronning." Da sendte Dronningen tre Gange onde Gaver til Snehvide. Først et Livbaand, der kneb hende, anden gang en giftig Kam, og tredje gang et forgiftet Æble.Snehvide lod sig narre af Dronningen, og spiste af æblet, og faldt død om. Dværgene lagde hende i en glaskiste, og der laa hun, saa hvid som sne, saa rød som blod, og saa sort som ibenholt.En Dag kom en Prins ridende forbi. Han saa den smukke Snehvide i Kisten og blev forelsket i hende. Han bad Dværgene om at maatte tage Kisten med sig. Da de bar Kisten, snublede en af dem, og Æblestykket faldt ud af Snehvides Hals.Snehvide vaagnede og saa paa Prinsen, og de blev gift og levede lykkeligt til deres Dages Ende. Og den onde Dronning blev straffet for sin ondskab.

GULDLOK OG DE TRE BJØRNE: Der var engang tre Bjørne, som boede i et lille Hus midt inde i den store Skov. Den ene var en stor Bjørn, den anden var en mellemstor Bjørn, og den tredie var en lille Bjørn. En Dag havde Bjørnemor kogt en stor Kedel Grød, og da den var færdig, øste hun den op i tre Skaale, en stor Skaal til Bjørnefar, en mellemstor Skaal til Bjørnemor og en lille Skaal til Lillebjørn."Denne Grød er alt for varm," sagde Bjørnefar. "Lad os gaa en lille Tur i Skoven, til den er blevet kold." Og saa gik de tre Bjørne ud af Huset og ind i den dybe Skov.Imens kom en lille Pige, der hed Guldlok, vandrende forbi. Hun var en nysgerrig Pige, og da hun saa det lille Hus, gik hun ind for at se, hvem der boede der. Paa Bordet stod de tre Skaale med Grød. Guldlok var meget sulten, saa hun smagte paa Grøden i den store Skaal, men den var alt for varm. Saa smagte hun paa Grøden i den mellemstore Skaal, men den var alt for kold. Til sidst smagte hun paa Grøden i den lille Skaal, og den var lige tilpas.Guldlok spiste al Grøden og var nu meget træt. Hun saa tre Stole, en stor Stol, en mellemstor Stol og en lille Stol. Hun satte sig i den store Stol, men den var alt for haard. Saa satte hun sig i den mellemstore Stol, men den var alt for blød. Til sidst satte hun sig i den lille Stol, og den var lige tilpas. Men da hun satte sig, knækkede Stolen, og Guldlok faldt ned paa Gulvet.Guldlok gik ovenpaa og saa tre Senge, en stor Seng, en mellemstor Seng og en lille Seng. Hun lagde sig i den store Seng, men den var alt for haard. Saa lagde hun sig i den mellemstore Seng, men den var alt for blød. Til sidst lagde hun sig i den lille Seng, og den var saa behagelig, at hun faldt i Søvn.Da de tre Bjørne kom hjem fra deres Tur, saa de, at der havde været nogen i deres Hus. "Hvem har spist min Grød?" sagde Bjørnefar med sin dybe Stemme. "Hvem har spist min Grød?" sagde Bjørnemor med sin mellemste Stemme. "Hvem har spist min Grød?" sagde Lillebjørn med sin lille Stemme.Og da de kom op i Soveværelset, saa de Guldlok ligge og sove i Lillebjørns Seng. "Hvem har sovet i min Seng?" sagde Lillebjørn med sin lille Stemme. Guldlok vaagnede og blev bange, da hun saa de tre Bjørne. Hun sprang ud af Sengen og løb ud af Huset og ind i den dybe Skov, og de tre Bjørne saa hende aldrig mere.

DEN GRIMME ÆLLING: Der var saa dejligt ude paa Landet; det var Sommer, Kornet stod gult, Havren grøn, Høet var rejst i Stakke nede paa de grønne Enge, og Storken gik paa de lange, røde Been og snakkede ægyptisk, for det Sprog havde han lært af sin Moder. Rundt om Ager og Eng var der store Skove, og midt i Skovene laa dybe Søer; ja, der var saa dejligt derude paa Landet. Midt i Solskinnet laa der en gammel Gaard, med dybe Kanaler rundt om, og fra Muren ned til Vandet voksede store Blade af Skræppe, saa høje, at smaa Børn kunde staae oprejste under de største; der var ligesaa vildsomt derinde, som i den tætteste Skov, og her laa en And paa sin Rede; hun skulde ruge sine smaa Ællinger ud, men hun var ved at være ganske træt af det, for det varede saa længe, og hun fik saa sjældent Besøg; de andre Ænder holdt mere af at svømme om i Kanalerne, end at sidde hos hende og slaae en Snak.Endelig knagede det ene Æg efter det andet; "pip, pip!" sagde det, alle Æggeblommerne vare blevne levende og stak Hovederne ud. "Rap, rap!" sagde Andemor, og saa rappede de alle, saa godt de kunde, og saa sig om til alle Sider under det grønne Løv, og Andemor lod dem se, saa meget de vilde, for det grønne er godt for Øjnene.Men det største Æg blev ved at ligge der; og saa skete det, at en Ælling kom ud af det. Men den var stor og grim. "Det er en stor og stærk Ælling," sagde Andemor. "Den er ganske anderledes end de andre. Mon den er en Kalkununge? Ja, ja, den skal nok faa sin Gang."Men de andre Ænder, og alle de andre Dyr i Gaarden, de gjorde Nar af den grimme Ælling. "Den er alt for stor," sagde de. "Den skal vi ikke have her." Og saa blev den grimme Ælling jaget bort.Den vandrede ud i den store Verden, og den led megen Nød. Men til sidst kom den til en Sø, hvor der svømmede tre dejlige Svaner. "Jeg vil flyve hen til dem," sagde den grimme Ælling. "De vil nok slaa mig ihjel, fordi jeg er saa grim, men det er det samme. Det er bedre at blive slaaet ihjel af dem, end at blive bidt af Ænderne og hønsene."Og saa fløj den ud paa Søen, og svømmede hen til de dejlige Svaner. Men da den kom hen til dem, saa den sit eget Spejlbillede i Vandet, og saa var den ikke længere en grim Ælling, men en smuk Svane.Og saa fløj den hen til de andre Svaner, og de tog venligt imod den. Og alle de smaa Børn, der kom ned til Søen, raabte: "Se, der er en ny Svane! Den er den smukkeste af dem alle!" Og den grimme Ælling var lykkeligere, end den nogensinde havde været.

PIGEN MED SVOVLSTIKKERNE: Det var saa forskrækkeligt koldt; det sneede, og det begyndte at blive ganske mørkt; det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik en lille Pige paa den nøgne Gade, hun havde sit bare Hoved og sine bare Fødder. Ja, hun havde jo haft Tøfler paa, da hun gik hjemmefra, men hvad kunde det nytte! Det var nogle meget store Tøfler, hendes Moder havde brugt dem sidst, saa store vare de, og den lille Pige tabte dem, da hun skyndte sig over Gaden, for to Vogne.Den ene Tøffel fandtes ikke igjen, den anden løb en Dreng bort med, han sagde, den kunde han bruge til Vugge, naar han engang fik Børn. Saa gik den lille Pige paa de nøgne, smaa Fødder, der vare røde og blaa af Kulde; i et gammelt Forklæde holdt hun en Mængde Svovlstikker, og et Bundt gik hun med i Haanden; ingen havde jo kjøbt noget af hende den hele Dag, ingen havde givet hende en eneste Skilling; sulten og forfrossen gik hun, den lille Stakkel. Ak, hvor hun frøs! En lille Svovlstik vilde nok gjøre godt! Turde hun bare tage en ud af Bundtet, stryge den mod Væggen og varme Fingrene! Hun trak en ud. Ritsch! Hvor den gnistrede, hvor den brændte! Det var en varm, klar Lue, ligesom et lille Lys, da hun holdt Haanden over den; det var et underligt Lys! Den lille Pige syntes, hun sad foran en stor jern-Kakkelovn med blanke Messingkugler og en Messingdør; hvor Ilden brændte velsignet! Hvor det varmede godt! - Nej, det var det ikke; da hun strakte Fødderne ud for at varme dem, slukkedes Flammen, Kakkelovnen forsvandt, og hun havde kun den lille Stump af den udbrændte Svovlstik i Haanden.En ny blev strøget, den brændte, den gav Lys, og hvor Skinnet faldt paa Muren, blev denne gjennemsigtig, ligesom et Flor; hun saa lige ind i Stuen, hvor Bordet stod dækket med en skinnende hvid Dug, og der var et dejligt stegt Fjerkræ, der dampede herligt, og var fyldt med Svesker og Æbler. Og hvad der endnu var dejligere, saa sprang den stegte Gaas fra Fadet og vraltede hen ad Gulvet, lige imod den fattige Pige; da slukkedes Svovlstikken, og hun saa kun den tykke, kolde Muur.Hun strøg atter en Svovlstik. Da var hun under det deiligste Juletræ; det var endnu større og smukkere, end det hun gjennem Glasdøren havde set hos den rige Kjøbmand den sidste Juleaften; tusinde Lys brændte paa de grønne Grene, og brogede Billeder, ligesom de, der pynte Kjøbmandens Vinduer, saa ned til hende. De smaa Hænder rakte hun op imod dem, da slukkedes Svovlstikken; Juletræets Julelys gik høiere og høiere, hun saa de vare nu Stjernerne paa Himmelen; een af dem faldt ned, og gjorde en lang Ildstribe."Nu dør der een!" sagde den lille Pige, for hendes gamle Bedstemoder, den eneste, der havde været god imod hende, men nu var død, havde sagt, at naar en Stjerne falder ned, gaaer der en Sjæl op til Gud.Hun strøg atter en Svovlstik, den gav Lys, og i Skinnet stod den gamle Bedstemoder, saa klar, saa skinnende, saa mild."Bedstemoder!" raabte den lille Pige. "Ak, tag mig med dig! Jeg veed Du gaaer bort, naar Svovlstikken er ude, gaaer bort ligesom den varme Kakkelovn, den deilige Gaasesteg og det store, velsignede Juletræ!"Og hun strøg hele Resten af Svovlstikkerne i Bundtet, for hun vilde saa gjerne holde paa Bedstemoder; og Svovlstikkerne gav et saa klart Skin, at det blev lysere end ved den klare Dag. Bedstemoder havde aldrig før været saa smuk og saa stor; hun tog den lille Pige paa sin Arm, og de fløj i Glæde og Herlighed saa højt, saa højt, og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angst - de vare hos Gud!Men ved den kolde Morgenstund sad den lille Pige i Krogen mellem Husene med røde Kinder og Smil om Munden - død, frossen ihjel den sidste Aften i det gamle Aar. Nytaars-Solen lyste op paa det lille Lig; den lille Pige sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Bundt var næsten udbrændt. "Hun vilde varme sig!" sagde man; men ingen vidste, hvilke deilige Ting hun havde set, og i hvilken Glans hun var gaaet ind til Nytaars-Herligheden med sin gamle Bedstemoder.

DEN STORE STYKKE ULV OG DE TRE GRISE: Der var engang tre små Grise, som var saa tykke og glade, at de besluttede sig for at drage ud i Verden og bygge hver sit Hus. Den første Gris var lidt doven, og han byggede sit Hus af Straa. Det gik hurtigt, og han var snart færdig. Den anden Gris var lidt flittigere, og han byggede sit Hus af Pinde. Det tog lidt længere tid, men han var ogsaa snart færdig. Den tredie Gris var den flittigste af dem alle, og han byggede sit Hus af Mursten. Det tog lang tid, men han byggede et stærkt og solidt Hus.En Dag kom en stor, styg Ulv forbi. Han var sulten og saa de tre smaa Grise i deres Huse. Han gik hen til det første Hus, det af Straa, og sagde: "Lille Gris, lille Gris, lad mig komme ind!" "Nej, nej!" sagde den lille Gris. "Saa vil jeg puste og puste, og saa skal dit Hus falde sammen!" sagde Ulven. Og han pustede og pustede, og Straahuset faldt sammen. Og Ulven spiste den lille Gris.Saa gik Ulven hen til det andet Hus, det af Pinde, og sagde: "Lille Gris, lille Gris, lad mig komme ind!" "Nej, nej!" sagde den lille Gris. "Saa vil jeg puste og puste, og saa skal dit Hus falde sammen!" sagde Ulven. Og han pustede og pustede, og Pindehuset faldt sammen. Og Ulven spiste den anden lille Gris.Saa gik Ulven hen til det tredie Hus, det af Mursten, og sagde: "Lille Gris, lille Gris, lad mig komme ind!" "Nej, nej!" sagde den lille Gris. "Saa vil jeg puste og puste, og saa skal dit Hus falde sammen!" sagde Ulven. Og han pustede og pustede, men Murstenshuset stod fast. Ulven blev rasende og kravlede op paa Taget for at komme ned gennem Skorstenen.Men den lille Gris var klog. Han havde sat en stor Gryde med kogende Vand i Ilden. Da Ulven kom ned gennem Skorstenen, faldt han ned i Gryden og blev kogt. Og den lille Gris levede lykkeligt til sine Dages Ende.

KLODS-HANS: Der var engang tre Brødre, og de to ældste vare kloge og velstuderede, men den yngste, han hed Klods-Hans, og han var ikke meget bevendt. De to ældste Brødre havde læst sig til, at en Prinsesse, Datter af Kongen, sad paa et højt Taarn og ventede paa en Frier, der kunde tale for sig. Kongen havde lovet, at den, der kunde sige de klogeste og smukkeste Ord, skulde faa Prinsessen og det halve Kongerige.De to kloge Brødre klædte sig i deres fineste Klæder og red afsted paa deres bedste Heste. Klods-Hans ville ogsaa gerne afsted, men han havde ingen Hest, og han havde ingen Klæder. Han satte sig paa en Gedebuk og red afsted. I en gammel Træsko havde han et gammelt Par Smaasko, og i sin Lomme havde han en død Krage og lidt fugtigt Jord.Da de tre Brødre kom til Kongens Gaard, stod Prinsessen paa Taarnet og saa ned paa dem. De to ældste Brødre sagde de klogeste og smukkeste Ord, de kendte, men Prinsessen lo kun af dem. Saa kom Klods-Hans ridende paa sin Gedebuk, og han sagde: "Her er den unge Mand! Han vil have dig og det halve Kongerige!"Prinsessen spurgte, hvad han havde i sin Lomme. "Jeg har en død Krage," sagde Klods-Hans, "og lidt fugligt Jord." "Det er jo meget smukt," sagde Prinsessen. "Og hvad har du i din Træsko?" "Et gammelt Par Smaasko," sagde Klods-Hans. "Det er jo meget smukt," sagde Prinsessen.Og saa sagde Klods-Hans de klogeste og smukkeste Ord, han kendte, og Prinsessen blev saa glad, at hun sprang ned fra Taarnet og gav ham sin Haand. Og saa blev de gift, og Klods-Hans blev Konge over det halve Kongerige. Og de to ældste Brødre, de maatte ride hjem igen med lange Næser.

HANS OG GRETHE: Der var engang en fattig Brændehugger, som boede med sin Kone og sine to Børn, Hans og Grete, ved en stor Skov. Tiderne var slette, og der var ikke Mad nok til alle. En Nat, da de laa i deres Senge, og Faderen ikke kunde falde i Søvn af Bekymring, sagde han til sin Kone: "Hvad skal vi dog gjøre? Vi kan ikke længere ernære vore Børn!" "Jeg veed et Raad," svarede Konen. "I Morgen tidlig fører vi dem dybt ind i Skoven, og der tænder vi et stort Baal, og saa giver vi dem hver et lille Stykke Brød og gaar bort, og overlader dem til sig selv."Faderen var ikke glad for dette Raad, men han havde ikke andet at foreslaa. Hans og Grete havde hørt, hvad Forældrene talte om, og Grete græd bitterligt. Hans trøstede hende og sagde: "Bare vær rolig, Grete, jeg skal nok finde en Udvej."Næste Morgen førte Forældrene dem ind i Skoven og tændte et Baal. Da de havde spist deres Brød, sagde Moderen: "Nu skal I sove lidt, saa kommer vi og henter jer." Men de lod dem sidde der og gik bort. Hans havde imidlertid samlet nogle hvide Sten, som han smed paa Vejen, og da det blev Mørkt, fulgte de Stenene og fandt hjem.Men snart kom der atter slette Tider, og Forældrene besluttede atter at føre Børnene ud i Skoven. Denne Gang havde Hans ikke hvide Sten, men Brødkrummer, som han smed paa Vejen. Men Fuglene havde spist dem, og Hans og Grete fo'r vild.Efter at have vandret længe kom de til et lille Hus, bygget af Brød og Kager, med Vinduer af Sukker. De var saa sultne, at de begyndte at spise af Huset. Da kom en gammel Kone ud. "Goddag, kære Børn," sagde hun. "Kom ind i mit Hus, her skal I ikke sulte!" Hun førte dem ind og gav dem dejlig Mad.Men Konen var en ond Heks, og hun havde kun bygget Huset for at lokke Børn til sig. Hun spærrede Hans inde i et lille Rum og satte Grete til at lave Mad til ham, saa han kunde blive fed. Da Hans ikke blev fed, blev Heksen utaalmodig og sagde til Grete, at hun skulde tænde Ovnen.Grete forstod Heksens onde Hensigt og sagde: "Jeg veed ikke, hvordan jeg skal faa Ild i Ovnen." "Dumme Pige!" raabte Heksen. "Se selv!" Og hun krøb hen til Ovnen. Da skubbede Grete hende ind i den, og Heksen brændte ihjel.Saa gik Grete hen og hentede Hans. De fandt store Kister fulde af Perler og Ædelstene i Heksens Hus. Med disse Skatte vendte de hjem til deres Fader, som længe havde sørget over dem. Og saa levede de lykkeligt til deres Dages Ende.

DE TRE BUKKEBRUSE: Der var engang tre Bukkebruse, som ville over en Bro for at gaa til Sæters og fede sig. Den første Bukkebruse var den mindste, den anden var den mellemste, og den tredie var den største. Under Broen boede en stor, styg Trold med Øjne saa store som Pandekager og Næse saa lang som en Rive.Først kom den mindste Bukkebruse trippende over Broen. "Trip, trap, trip, trap," sagde det. "Hvem er det, der tramper paa min Bro?" raabte Trolden. "Det er den lille Bukkebruse, som skal til Sæters og fede sig," sagde den mindste Bukkebruse med sin fine Stemme. "Nu kommer jeg og tager dig," sagde Trolden. "Nej, tag ikke mig," sagde den mindste Bukkebruse, "for lige om lidt kommer den mellemste Bukkebruse, og han er meget større end mig." "Naa, saa gaa da," sagde Trolden.Saa kom den mellemste Bukkebruse trippende over Broen. "Trip, trap, trip, trap," sagde det. "Hvem er det, der tramper paa min Bro?" raabte Trolden. "Det er den mellemste Bukkebruse, som skal til Sæters og fede sig," sagde den mellemste Bukkebruse med sin mellemste Stemme. "Nu kommer jeg og tager dig," sagde Trolden. "Nej, tag ikke mig," sagde den mellemste Bukkebruse, "for lige om lidt kommer den store Bukkebruse, og han er meget større end mig." "Naa, saa gaa da," sagde Trolden.Saa kom den store Bukkebruse trippende over Broen. "Trip, trap, trip, trap," sagde det, saa Broen knagede og bragede. "Hvem er det, der tramper paa min Bro?" raabte Trolden med sin grove Stemme. "Det er den store Bukkebruse, som skal til Sæters og fede sig," sagde den store Bukkebruse med sin dybe Stemme. "Nu kommer jeg og tager dig," sagde Trolden. "Ja, kom du bare," sagde den store Bukkebruse. Og saa stangede han Trolden med sine store Horn, saa Trolden faldt ned i Aaen og blev slaaet fordærvet.Saa gik de tre Bukkebruse til Sæters og fedede sig saa tykke og fede, at de næsten ikke kunde gaa hjem igjen. Og er Fedtet ikke gaaet af dem, saa er de fede endnu.

MUSIKANTERNE I BREMEN: Der var engang et Æsel, som var blevet gammelt og svagt, og ikke længere kunde bære Sække. Dets Herre vilde derfor af med det, men Æslet, der fornam dette, gik sin Vej og begav sig til Bremen, for der vilde det blive Bymusikant.Efter at have vandret en Stund, mødte det en Hund, der laa og gispede ved Vejen. "Hvorfor gisper du saadan?" spurgte Æslet. "Ak," svarede Hunden, "jeg er gammel og svag, og kan ikke mere jage, derfor vil min Herre slaae mig ihjel; saa jeg er løbet bort. "Jeg vil til Bremen og blive Bymusikant," sagde Æslet. "Vil du med?" "Ja, gjerne," sagde Hunden.Saa gik de videre, og kom til en Kat, der sad med et bedrøveligt Ansigt. "Hvad mangler dig da?" spurgte Æslet. "Ak," svarede Katten, "jeg er gammel og mine Tænder er sløve, saa jeg hellere sidder bag Kakkelovnen og spinder end løber efter Mus, derfor vil min Frue drukne mig; saa jeg er løbet bort. Men hvor vil du hen?" "Til Bremen, for at blive Bymusikant," sagde Æslet. "Vil du med?" "Ja, gjerne," sagde Katten.Saa gik de videre, og kom til en Hane, der sad paa en Port og galede af alle Kræfter. "Hvorfor galer du saadan?" spurgte Æslet. "Jeg galer, fordi jeg vil fortælle, at det bliver godt Vejr," svarede Hanen, "men i Morgen kommer der Gæster, og saa vil Husjomfruen have mig i Suppen, saa jeg galer, saa længe jeg kan. Hvor vil du hen?" "Til Bremen, for at blive Bymusikant," sagde Æslet. "Vil du med?" "Ja, gjerne," sagde Hanen.Saa gik de fire sammen. Da det blev Mørkt, kom de til et Hus, hvor der sad Røvere ved et Bord og spiste og drak. Æslet gik hen til Vinduet og saa ind. "Hvad ser du?" spurgte Hunden. "Jeg ser Røvere," sagde Æslet. "Vi skal nok skræmme dem," sagde Hunden. Og saa begyndte de at lave en skrækkelig Larm. Æslet brølede, Hunden gøede, Katten mjavede, og Hanen galede. Røverne blev saa bange, at de løb bort.Saa satte de fire sig ved Bordet og spiste og drak, og da de var færdige, gik de i Seng. Men Røverne sendte en af dem tilbage for at se, hvem der var i Huset. Da Røveren kom ind, saa han Kattens øjne lyse i Mørket, og han troede, det var Ild. Han vilde tænde sit Lys, men Katten sprang paa ham og kradsede ham i Ansigtet. Hunden bed ham i Benet, Æslet sparkede ham, og Hanen galede. Røveren løb ud af Huset og sagde til de andre Røvere, at der var nogle skrækkelige Spøgelser i Huset.Saa turde Røverne ikke komme tilbage, og de fire Musikanter blev boende i Huset og levede lykkeligt til deres Dages Ende.

RØDHÆTTE OG ULVEN: Der var engang en lille Pige, saa sød og elskelig, at enhver, der saa hende, holdt af hende, og især hendes Bedstemor, der ikke vidste, hvad hun skulde give den lille Pige, saa hun forærede hende en lille Hætte af rød Fløjl, og da den stod hende saa godt, og hun aldrig ville have andet paa, kaldte man hende altid Rødhætte.En Dag sagde hendes Moder til hende: "Kom, Rødhætte, her er et Stykke Kage og en Flaske Vin, bring det til din Bedstemor; hun er syg og svag, og det vil styrke hende. Men vær ordentlig paa Vejen, og gaa ikke fra Stien, ellers falder du og slaar Flasken itu, og saa faar din Bedstemor ikke noget." "Jeg skal nok passe paa," lovede Rødhætte.Bedstemoderen boede ude i Skoven, en halv Times Gang fra Byen. Da Rødhætte kom ind i Skoven, mødte hun en Ulv. "Hvor skal du hen saa tidligt, Rødhætte?" spurgte Ulven. "Jeg skal hen til min Bedstemor," svarede Rødhætte. "Hvad har du i Forklædet?" spurgte Ulven. "Kage og Vin," svarede Rødhætte. "Hvor bor din Bedstemor?" spurgte Ulven. "Inde i Skoven, under de tre store Ege," svarede Rødhætte.Ulven tænkte: "Denne lille, spæde Pige er en lækker Bid, og Bedstemoderen vil ogsaa smage godt." Saa sagde han til Rødhætte: "Se, Rødhætte, hvor mange dejlige Blomster der er her i Skoven! Hvorfor ser du dig ikke om?" Rødhætte saa sig om, og da hun saa Solstraalerne, der dansede mellem Træerne, og alle de smukke Blomster, tænkte hun: "Jeg vil plukke en Buket til min Bedstemor." Og saa gik hun fra Stien og plukkede Blomster.Ulven løb imidlertid lige til Bedstemoderens Hus og bankede paa Døren. "Hvem er der?" spurgte Bedstemoderen. "Det er Rødhætte," svarede Ulven. "Kom ind," sagde Bedstemoderen. Ulven gik ind, sprang hen til Sengen og slugte Bedstemoderen. Saa tog han hendes Klæder paa, satte hendes Hue paa Hovedet og lagde sig i Sengen.Da Rødhætte havde plukket mange Blomster, kom hun til Bedstemoderens Hus. "Hvem er der?" spurgte Ulven. "Det er Rødhætte," svarede hun. "Kom ind," sagde Ulven. Rødhætte gik ind og saa, at hendes Bedstemor saa underlig ud. "Ak, Bedstemor," sagde hun, "hvor har du store Øjne!" "Saa jeg kan see dig bedre," svarede Ulven. "Ak, Bedstemor, hvor har du store Ører!" "Saa jeg kan høre dig bedre," svarede Ulven. "Ak, Bedstemor, hvor har du store Læber!" "Saa jeg kan æde dig bedre!" raabte Ulven, og saa sprang han ud af Sengen og slugte Rødhætte.Men heldigvis kom en Jæger forbi Huset. Han hørte Ulvens snorken og tænkte: "Den gamle Kone snorker vist ikke saa højt!" Han gik ind og saa Ulven ligge i Sengen. Han tog sin Kniv og sprættede Ulven op. Og saa sprang Rødhætte og Bedstemoderen ud. De var uskadt. Og saa fyldte Jægeren Ulvens Mave med Sten, og da Ulven vaagnede og vilde løbe bort, faldt han død om. Og saa levede Rødhætte og Bedstemoderen lykkeligt til deres Dages Ende.

DEN BESTØVLEDE KAT: Der var engang en Møller, som ved sin Død efterlod sine tre Sønner ikke andet end sin Mølle, sit Æsel og sin Kat. Den ældste fik Møllen, den mellemste Æslet, og den yngste fik kun Katten. "Det er en fattig Arv," tænkte den yngste Søn, "hvad skal jeg dog bruge en Kat til?" Men Katten, der havde overhørt ham, sagde: "Vær ikke bedrøvet, min Herre, giv mig blot en Sæk og et Par Støvler, saa skal De se, at De ikke har gjort en saa daarlig Handel."Den unge Mand gav Katten, hvad den bad om, og Katten tog sin Sæk og sine Støvler og gik ud i Skoven. Der fyldte han Sækken med Kaninkød. Han lagre sig nemlig på Lur ved en Sti. Da en Kanin var løbet ind i Sækken, trak han i Snoren og fangede den. Saa gik han til Kongens Slot og bad om at tale med Kongen. Han blev ført ind for Kongen og bukkede dybt. "Herre Konge," sagde han, "jeg bringer Dem en Kanin fra min Herre, Marquis af Carabas." (Det var det Navn, Katten havde fundet paa til sin Herre). Kongen blev glad for Gaven og gav Katten en Skilling.Næste Dag fangede Katten en Hare og bragte den til Kongen. Og saadan blev han ved med at bringe Kongen Vildt, og Kongen blev mere og mere glad for ham. En Dag hørte Katten, at Kongen og hans datter, den smukke Prinsesse, skulle køre en Tur langs Floden. "Min Herre," sagde han til sin Herre, "hvis De vil følge mit Raad, skal De blive en rig Mand. Gå blot ned at bade i Floden, hvor jeg viser Dem."Den unge Mand gjorde, som Katten sagde. Imens gemte Katten hans Tøj under en Sten. Da Kongen kom forbi, raabte Katten: "Hjælp, min Herre, Marquis af Carabas, drukner!" Kongen kendte Katten og sendte straks sine Folk hen for at redde den unge Mand. Han gav ham sine fineste Klæder og inviterede ham med i sin Vogn. Prinsessen blev forelsket i den smukke unge Mand.Katten løb i Forvejen og kom til en Eng, hvor nogle Høslættere var i Gang med at slaa Hø. "Hør I gode Folk," sagde han, "hvis Kongen spørger, hvem disse Enge tilhører, saa sig, de tilhører Marquis af Carabas." Og saa sagde han det samme til alle dem, han mødte paa Vejen. Kongen blev forundret over, hvor rig hans nye Svigersøn var.Til sidst kom Katten til et stort Slot, hvor en Trold boede, der kunde forvandle sig til alle Slags Dyr. Katten smigrede Trolden og bad ham forvandle sig til en Løve. Trolden gjorde det, og Katten blev bange. Saa bad Katten ham forvandle sig til en lille Mus. Trolden gjorde det, og Katten sprang paa ham og spiste ham. Da Kongen kom forbi, saa han det prægtige Slot og blev glad. Han gav sin Datter til den unge Mand, og de levede lykkeligt til deres Dages Ende. Og Katten blev en stor Herre.

TORNEROSE: Der var engang en Konge og Dronning, som længe havde ønsket sig et Barn, men forgæves. Endelig skete det, og Dronningen fødte en lille Datter, som var saa yndig, at Kongen holdt et stort Gæstebud. Han indbød alle de vise Koner i Landet, men da der kun var tolv Guldtallerkener, maatte den trettende Kone blive hjemme.Da de tolv vise Koner havde givet deres Gaver til den lille Prinsesse, kom den trettende Kone ind, vred og arrig. "Kongedatteren skal, naar hun er femten Aar gammel, stikke sig paa en Rok og dø!" raabte hun. Da blev alle forfærdede, men den tolvte vise Kone, som endnu ikke havde givet sin Gave, sagde: "Det skal dog ikke være Døden, men et hundrede Aars dyb Søvn."Kongen, der elskede sit Barn, lod bekendtgøre, at alle Rokke i hele Landet skulde brændes. Men da Kongedatteren var femten Aar gammel, fandt hun en gammel Kone, der sad og spandt paa en Rok. "Hvad er det for en dejlig Ting, der drejer saadan rundt?" spurgte Kongedatteren. "Det er en Rok," svarede den gamle Kone. "Jeg vil ogsaa prøve," sagde Kongedatteren, og hun satte sig og spandt. Men i det samme stak hun sig i Fingeren paa Rokken og faldt i en dyb Søvn.Og i samme Øjeblik faldt hele Slottet i Søvn, Kongen og Dronningen, Hofmændene og Tjenestefolkene, ja, selv Hestene i Stalden og Hundene i Gaarden. Og rundt om Slottet voksede en stor, tæt Hæk af Torne, saa man ikke kunde se Slottet.Efter hundrede Aar kom en Kongesøn ridende forbi. Han havde hørt om den smukke Tornerose, der laa og sov paa Slottet. Han red gennem Tornehækken, og Tornene blev til smukke Blomster. Han kom ind i Slottet og saa alle ligge og sove.Til sidst kom han op i Taarnet, hvor Tornerose laa og sov. Hun var saa dejlig, at han maatte bøje sig ned og kysse hende, og i samme Nu slog hun Øjnene op. De tog hinanden i Haanden og gik ned i Salen. Da vaagnede Kongen og Dronningen og hele Hoffet, gned Øjnene og saa sig forundret om.Og saa holdt Kongesønnen Bryllup med Tornerose, og de levede lykkeligt til deres Dages Ende.

DEN LILLE HAVFRUE: Langt ude i Havet, hvor Vandet er blaat som de dejligste Kornblomster og klart som det reneste Glas, der boede en Havkonge med sine seks Døtre, hvoraf den yngste var den dejligste af dem alle. Hun havde Hud saa klar som et Rosenblad og Øjne saa blaa som den dybeste Sø. Men ligesom de andre havde hun ingen Fødder, hendes Krop endte i en Fiskehale.Den lille Havfrue var en drømmende og længselsfuld Skabning. Hun havde hørt om Menneskene og deres Land, og hun ønskede inderligt at se det. Da hun fyldte femten Aar, fik hun Lov til at stige op til Overfladen. Der saa hun et stort Skib med en smuk Prins ombord. Men et forfærdeligt Uvejr brød løs, og Skibet sank. Den lille Havfrue reddede Prinsen og bragte ham i Land.Hun elskede Prinsen af hele sit Hjerte, og hun længtes efter at leve som et Menneske. Hun opsøgte en gammel Havheks og bad om Hjælp. Heksen gav hende en Drik, der kunde forvandle hendes Fiskehale til Ben, men det var med den Betingelse, at hun for hver Fod, hun satte paa Land, ville føle det, som om hun gik paa skarpe Knive. Og hvis Prinsen giftede sig med en anden, ville hun blive til Havskum.Den lille Havfrue drak Drikken og kom i Land. Hun led frygtelige Smerter, men hun udholdt dem for Prinsens Skyld. Prinsen holdt af hende, men han elskede hende ikke paa samme Maade, som hun elskede ham. Han giftede sig med en anden Prinsesse, og den lille Havfrue vidste, at hendes Hjerte ville briste.Da Natten kom, og Brylluppet var forbi, kom hendes Søstre op fra Havet. De havde faaet en Kniv af Heksen, og de sagde, at hvis hun stak Prinsen ihjel, ville hun blive en Havfrue igen. Men den lille Havfrue kunde ikke slaa Prinsen ihjel. Hun kastede Kniven i Havet og sprang selv efter.I det samme Øjeblik blev hun forvandlet til Havskum, men hun følte ingen Smerte. Hun saa en Mængde dejlige Skabninger, der svævede rundt i Luften. De fortalte hende, at hun ved sin Godhed og sin Kærlighed havde fortjent at komme til dem. Og saa svævede hun med dem op mod Solen.

TOMMELISE: Der var engang en Kone, som ønskede sig et lille Barn, men hun vidste ikke, hvor hun skulle faa det fra. Saa gik hun til en gammel Heks, og Heksen sagde: "Her har du et Bygkorn, det er ikke af Bondemandens Ager, eller af det, der vokser paa Marken, læg det i en Blomsterpotte, saa skal du se, hvad der kommer."Og Konen lagde Bygkornet i en Blomsterpotte, og straks sprang der en dejlig, stor Blomst op. Den lignede en Tulipan, men den var tæt ligesom en Rosenknop. "Det er en dejlig Blomst," sagde Konen. Men i det samme gav Blomsten et højt Knæk, og den sprang ganske ud. Det var en virkelig lille Pige, der sad midt i Blomsten, saa yndig og saa lille, at hun ikke var mere end en Tommelfinger høj. Derfor fik hun Navnet Tommelise.En Nat, da Tommelise laa og sov i sin Valnøddeskal, kom en stor Tudse ind ad Vinduet. Den tog Tommelise og sprang ud i Haven med hende. Der satte den hende paa et stort Åkandeblad midt ude paa Bækken. Tommelise græd, og de smaa Fisk i Vandet hørte hende og syntes, det var synd for hende. De gnavede Stængelen over, saa Bladet flød ned ad Bækken.Tommelise kom til en stor Skov, hvor en gammel Markmus boede. Markmusen tog sig af Tommelise og gav hende Mad og Husly. Men Markmusen havde en Nabo, en Mulvarp, som var meget rig og fornem. Han friede til Tommelise, og Markmusen syntes, det var et godt Parti.En Dag førte Mulvarpen Tommelise ned i sin Gang og viste hende sit Hus. Der var en syg Svale, der havde søgt Ly for Vinteren. Tommelise syntes, det var synd for Svalen, og hun plejede den i al Hemmelighed. Da Sommeren kom, fløj Svalen bort, og Tommelise græd.Men saa sagde Svalen: "Vil du reise med mig, Tommelise? Du skal sidde paa min Ryg, saa flyver vi bort fra den grimme Mulvarp." Og Tommelise satte sig paa Svalens Ryg, og saa fløj de bort over Havet til et varmt Land, hvor der var dejlige Blomster og Sommerfugle. Der boede en lille Konge, der var saa lille som Tommelise. Han blev forelsket i hende, og de blev gift og levede lykkeligt til deres Dages Ende. Og Tommelise fik Vinger og fløj med Svalen rundt i hele Verden.

SKØNHEDEN OG UHYRET: Der var engang en Kiøbmand, en retskaffen Mand, der havde tre Døttre, hvoraf den yngste, Skjønheden, var kjendt for sin milde Aand og yndige Væsen. Da Kiøbmanden var på vej hjem fra en lang Rejse, forvildede han sig i en mørk og tæt Skov. Han var på vej hjem til sine døtre, som ventede ham i deres hjem. Skjønheden, den yngste datter, sad hjemme og ventede med sine søstre, og de var meget bekymret for deres far, da han havde været væk i lang tid.

Træt og forfrossen fandt han et Slot, hvor et varmt Baal og et dækket Bord bød ham Velkommen. Da han plukkede en Rose til Skjønheden, fremstod Uhyret, Slottets Herre, og krævede hans Liv som Betaling.

Kiøbmanden kom hjem til sit hus og fortalte sine Døttre om sin skæbne, men Skjønheden, med et hjerte fuldt af Kjærlighed, tog frivilligt hans Plads. Hun drog til Slottet, hvor Uhyret, trods sit skræmmende Ydre, viste sig at være en ensom Sjæl.

Dagene gik, og Skjønheden lærte Uhyret at kjende. Hun så bag hans grimme Ydre og fandt en god og venlig Natur. Hendes Medfølelse voksede, og hun begyndte at holde af ham.

En Dag, da Uhyret laa for Døden, fortalte Skjønheden ham, at hun elskede ham. I samme Nu forvandledes Uhyret til en smuk Prinds, befriet fra en ond Fortryllelse. Det viste sig, at Prindsen var blevet forvandlet af en ond Fee, og kun ægte Kjærlighed kunne bryde Forbandelsen.

Skjønheden og Prindsen levede lykkeligt til deres Dages Ende - et bevis paa, at sand Skjønhed findes indeni.

Man booker en færge fra Lollands Færgefart. Der afgår tre forskellige færger fra Kragenæs Havn, og man skal sikre sig, at færgen ikke går til Askø eller Fejø, men at den går til Femø. 

På siden femo.dk kan man finde værelser på kroen, Højriisgaard, AirBnB, Shelter mv. Man kan slå telt op på shelterpladsen. Der er andre muligheder: Skriv f.eks. på Femø-siden på Facebook. 

OVERNATNINGSSTEDER PÅ FEMØ

Morten (Femø Kro, Askhavnsvej 66 og 69, 4945 Femø)

_____________________________________

Susie, Askhavnsvej 64, 4945 Femø

_____________________________________ 

Christian/Pia (Femø havn, 4945 Femø)

_____________________________________ 

Peter og Kisser via AirBnB (Kirkehældevej/Nystængevej, 4945 Femø)
samme hus via Novasol, Peter og Kisser (Kirkehældevej/Nystængevej, 4945 Femø)

_____________________________________ 

Julie (sommerhusudstykningen, 4945 Femø)

_____________________________________ 

Trine (sommerhusudstykningen, 4945 Femø)

_____________________________________ 

Svend Aage (Bankevej 2, 4945 Femø)

_____________________________________ 

Britta (Bankevej/Askhavnsvej, 4945 Femø)

_____________________________________ 

Rikke (Præstevangen 15, 4945 Femø)

_____________________________________ 

Høns&Hamp (1) Telt, Degnestrædet 11, 4945 Femø

_____________________________________ 

Høns&Hamp (2) Telt, Degnestrædet 11, 4945 Femø

_____________________________________ 

Høns & Hamp (3) Telt, Degnestrædet 11, 4945 Femø

_____________________________________ 

Høns&Hamp (4) Campingvogn, Degnestrædet 11, 4945 Femø

_____________________________________ 

Elly/Campaya (Darrehøjvej, 4945 Femø)

_____________________________________ 

Teltplads ved Flemming Jensen og Linda Boesen, Issemosevej 20, (Linda: 61759061)

_____________________________________ 

Teltplads ved Damstrædet, Bad og toilet, bålsted, brænde. 50 kr. per person uanset teltstørrelse. Booking sker på bookenshelter.dk. Booking sker på bookenshelter.dk (https://bookenshelter.dk/naturlandet/shelterplads/femoe) . Adresse: Damstræde 26, 4945 Femø Koordinater: 54.975679, 11.530440 Bemærk: pladsen er vinterlukket, og kan ikke benyttes i perioden 1. november til 31. marts! De to sheltere ligger ugeneret i et hjørne af den store tidligere fodboldbane, så der er god plads til boldspil og anden leg. Pladsen er omgivet af skov, krat og levende hegn, så der er altid læ. I det andet hjørne af den store plads ligger teltpladsen med egen bålplads. Teltpladsens brugere skal benytte toilet og tekøkken til højre i klubhuset.

_____________________________________ 

Teltplads ved Femø Jazz pladsen, Darrehøjvej, 100 kr. per person. Kontakt Jacques, som kan åbne for toilet og bad, og strøm ved vaskepladsen til opladning af mobiler mv. (Yderl.opl.:Jørgen Vad, 20267018, info@femoejazz.dk)

_____________________________________ 

Shelter ved Damstrædet (sportspladsen), Når du ankommer med færgen, så er der cirka 2,2 km over til shelterpladsen. Bad og toilet, bålsted, brænde. 50 kr. per person. Der er to sheltere, som kan huse 4 personer hver. Booking sker på bookenshelter.dk (https://bookenshelter.dk/naturlandet/shelterplads/femoe). Adresse: Damstræde 26, 4945 Femø Koordinater: 54.975679, 11.530440 Bemærk: pladsen er vinterlukket, og kan ikke benyttes i perioden 1. november til 31. marts! De to sheltere ligger ugeneret i et hjørne af den store tidligere fodboldbane, så der er god plads til boldspil og anden leg. Pladsen er omgivet af skov, krat og levende hegn, så der er altid læ. I det andet hjørne af den store plads ligger teltpladsen med egen bålplads. De hyggelige sheltere har beboerforeningen selv tegnet og opført i solidt tømmer. Det er også noget af en luksusplads især, hvis det er råt i vejret. Så kan du rykke op til det lille tidligere klubhus (uopvarmet), hvor beboerforeningen har lavet tekøkken, spiseplads samt brusebad med varmt vand og toilet. Teltpladsens brugere skal benytte toilet og tekøkken til højre i klubhuset, hvor der findes lignende forhold, men uden opholdsrum.

Shelter syd for Lille Strandgårdsvej (sommerhusudstykningen), 50 kr. per person. Der er to sheltere, som kan huse 5 personer hver. Booking sker på bookenshelter.dk (https://bookenshelter.dk/naturlandet/shelterplads/lillestrandgaard). Når du ankommer med færgen, så er der cirka 3,5 km over til denne shelterplads. Der er ikke teltplads. Der er moderne muldtoilet, kort vej til havet, bålplads med grillrist. Drikkevand findes direkte på pladsen. Der er brænde. Der kan parkeres i rabatten på Kalvemosevej. Adressen er Adresse: Markvej 11, 4945 Femø (gammel postnummer: 4930 Maribo) Koordinater: 54.969513, 11.557766

_____________________________________ 

Nogle beboere har private sheltere og private teltpladser

_____________________________________ 

Naturcamping, Darrehøjsvej 5 (se link) tlf.25291583

_____________________________________ 

Andre links til Femø.

_____________________________________ 

Evt. kan man skrive på Facebook-siden for Femø

_____________________________________ 

og denne Facebook-side, der dog er meget mindre anvendt

_____________________________________ 

Se links her:  https://blog.bionyt.dk/femo/