Den standhaftige tinsoldat

H.C.Andersens næsten-oprindelige tekst (øverste historie). Historien på moderne dansk (nederste historie). Forklaring på ordet paillet som er et smykke på danserinden (allernederst på siden). 

DEN STANDHAFTIGE TINSOLDAT

Der var engang femogtyve tinsoldater, de var alle brødre, thi de var født af en gammel tinske. Geværet holdt de i armen og ansigtet satte de lige ud; rød og blå, nok så dejlig var uniformen. Det allerførste, de hørte i denne verden, da låget blev taget af æsken, hvori de lå, var det ord: "Tinsoldater!" Det råbte en lille dreng og klappede i hænderne; han havde fået dem, for det var hans fødselsdag, og stillede dem nu op på bordet. Den ene soldat lignede livagtig den anden, kun en eneste var lidt forskellig; han havde ét ben, thi han var blevet støbt sidst, og så var der ikke tin nok; dog stod han lige så fast på sit ene, som de andre på deres to, og det er just ham, som bliver mærkværdig.

På bordet, hvor de blev stillet op, stod meget andet legetøj; men det, som faldt mest i øjnene, var et nydeligt slot af papir. Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i salene. Udenfor stod små træer, rundt om et lille spejl, der skulle se ud som en sø; svaner af voks svømmede derpå og spejlede sig. Det var alt sammen nydeligt, men det nydeligste blev dog en lille jomfru, som stod midt i den åbne slotsdør; hun var også klippet ud af papir, men hun havde et skørt på af det klareste linon og et lille smalt blåt bånd over skulderen ligesom et gevandt; midt i det sad en skinnende paillet, lige så stor som hele hendes ansigt. Den lille jomfru strakte begge sine arme ud, for hun var en danserinde, og så løftede hun sit ene ben så højt i vejret, at tinsoldaten slet ikke kunne finde det og troede, at hun kun havde ét ben ligesom han.

"Det var en kone for mig!" tænkte han; "men hun er noget fornem, hun bor i et slot, jeg har kun en æske, og den er vi femogtyve om, det er ikke et sted for hende! Dog jeg må se at gøre bekendtskab!" Og så lagde han sig så lang han var bag en snustobaksdåse, der stod på bordet; der kunne han ret se på den lille fine dame, som blev ved at stå på ét ben, uden at komme ud af balancen.

Da det blev ud på aftnen, kom alle de andre tinsoldater i deres æske og folkene i huset gik til sengs. Nu begyndte legetøjet at lege, både at komme fremmede, føre krig og holde bal; tinsoldaterne raslede i æsken, for de ville være med, men de kunne ikke få låget af. Nøddeknækkeren slog kolbøtter, og griflen gjorde kommers på tavlen; det var et spektakel så kanariefuglen vågnede, og begyndte at snakke med, og det på vers. De to eneste, som ikke rørte sig af stedet, var tinsoldaten og den lille danserinde; hun holdt sig så rank på tåspidsen og begge armene udad; han var lige så standhaftig på sit ene ben, hans øjne kom ikke et øjeblik fra hende.

Nu slog klokken tolv, og klask, der sprang låget af snustobaksdåsen, men der var ingen tobak i, nej, men en lille sort trold, det var sådant et kunststykke.

"Tinsoldat!" sagde trolden, "vil du holde dine øjne hos dig selv!"

Men tinsoldaten lod, som han ikke hørte det.

"Ja bi til i morgen!" sagde trolden.

Da det nu blev morgen, og børnene kom op, blev tinsoldaten stillet hen i vinduet, og enten det nu var trolden eller trækvind, lige med ét fløj vinduet op og soldaten gik ud på hovedet fra tredje sal. Det var en skrækkelig fart, han vendte benet lige i vejret, og blev stående på kasketten, med bajonetten nede imellem brostenene.

Tjenestepigen og den lille dreng kom straks ned, for at søge; men skønt de var færdig ved at træde på ham, kunne de dog ikke se ham. Havde tinsoldaten råbt: Her er jeg! så havde de nok fundet ham, men han fandt det ikke passende at skrige højt, da han var i uniform.

Nu begyndte det at regne, den ene dråbe faldt tættere end den anden, det blev en ordentlig skylle; da den var forbi, kom der to gadedrenge.

"Se du!" sagde den ene, "der ligger en tinsoldat! Han skal ud at sejle!"

Og så gjorde de en båd af en avis, satte tinsoldaten midt i den, og nu sejlede han ned af rendestenen; begge drengene løb ved siden og klappede i hænderne. Bevar os vel! Hvilke bølger der gik i den rendesten, og hvilken strøm der var; ja det havde da også skylregnet. Papirsbåden vippede op og ned, og imellem så drejede den så gesvindt, så det dirrede i tinsoldaten; men han blev standhaftig, forandrede ikke en mine, så lige ud og holdt geværet i armen.

Lige med ét drev båden ind under et langt rendestensbræt; der blev lige så mørkt, som om han var i sin æske.

"Hvor mon jeg nu kommer hen," tænkte han, "ja, ja, det er troldens skyld! Ak sad dog den lille jomfru her i båden, så måtte her gerne være én gang så mørkt endnu!

I det samme kom der en stor vandrotte, som boede under rendestensbrættet.

"Har du pas?" spurgte rotten. "Hid med passet!"

Men tinsoldaten tav stille og holdt endnu fastere på geværet. Båden fór af sted og rotten bag efter. Hu! hvor den skar tænder, og råbte til pinde og strå:

"Stop ham! Stop ham! Han har ikke betalt told! Han har ikke vist pas!"

Men strømmen blev stærkere og stærkere! Tinsoldaten kunne allerede øjne den lyse dag foran hvor brættet slap, men han hørte også en brusende lyd, der nok kunne gøre en tapper mand forskrækket; tænk dog, rendestenen styrtede, hvor brættet endte, lige ud i en stor kanal, det ville være for ham lige så farligt, som for os at sejle ned af et stort vandfald.

Nu var han allerede så nær derved, at han ikke kunne standse. Båden fór ud, den stakkels tinsoldat holdt sig så stiv han kunne, ingen skulle sige ham på, at han blinkede med øjnene. Båden snurrede tre fire gange rundt, og var fyldt med vand lige til randen, den måtte synke; tinsoldaten stod i vand til halsen og dybere og dybere sank båden, mere og mere løste papiret sig op; nu gik vandet over soldatens hoved, da tænkte han på den lille nydelige danserinde, som han aldrig mere skulle få at se; og det klang for tinsoldatens øre:

"Fare, fare, krigsmand!
Døden skal du lide!"

Nu gik papiret itu, og tinsoldaten styrtede igennem men blev i det samme slugt af en stor fisk.

Nej, hvor det var mørkt derinde! Der var endnu værre, end under rendestensbrættet, og så var der så snævert; men tinsoldaten var standhaftig, og lå så lang han var med geværet i armen.

Fisken fór omkring, den gjorde de allerforfærdeligste bevægelser; endelig blev den ganske stille, der fór som en lynstråle gennem den. Lyset skinnede ganske klart og én råbte højt: "Tinsoldat!" Fisken var blevet fanget, bragt på torvet, solgt og kommet op i køknet, hvor pigen skar den op med en stor kniv. Hun tog med sine to fingre soldaten midt om livet og bar ham ind i stuen, hvor de alle sammen ville se sådan en mærkværdig mand, der havde rejst om i maven på en fisk; men tinsoldaten var slet ikke stolt. De stillede ham op på bordet og der nej, hvor det kan gå underligt til i verden! Tinsoldaten var i den selvsamme stue, han havde været i før, han så de selvsamme børn og legetøjet stod på bordet; det dejlige slot med den nydelige lille danserinde; hun holdt sig endnu på det ene ben og havde det andet højt i vejret, hun var også standhaftig; det rørte tinsoldaten, han var færdig ved at græde tin, men det passede sig ikke. Han så på hende og hun så på ham, men de sagde ikke noget.

I det samme tog den ene af smådrengene og kastede soldaten lige ind i kakkelovnen, og han gav slet ingen grund derfor; det var bestemt trolden i dåsen, der var skyld deri.

Tinsoldaten stod ganske belyst og følte en hede, der var forfærdelig, men om det var af den virkelige ild, eller af kærlighed, det vidste han ikke. Kulørerne var rent gået af ham, om det var sket på rejsen eller det var af sorg, kunne ingen sige. Han så på den lille jomfru, hun så på ham, og han følte han smeltede, men endnu stod han standhaftig med geværet i armen. Da gik der en dør op, vinden tog i danserinden og hun fløj ligesom en sylfide lige ind i kakkelovnen til tinsoldaten, blussede op i lue og var borte; så smeltede tinsoldaten til en klat, og da pigen dagen efter tog asken ud, fandt hun ham som et lille tinhjerte; af danserinden derimod var der kun pailletten, og den var brændt kulsort.

1475 ord 10 minutter.

===============================================================================

OMSKREVET TIL MODERNE DANSK:

Der var engang 25 tinsoldater. De var alle brødre, for de var allesammen født af en gammel tin-ske. Geværet holdt de i armen, så lige ud; og deres uniform var flot, rød og blå.

Det allerførste, de hørte, da låget blev taget af æsken, hvori de lå, var det ord: "Tinsoldater!"

Det råbte en lille dreng mens han klappede i hænderne. Han havde fået dem, for det var hans fødselsdag.

Han stillede dem op på bordet. Den ene soldat lignede helt livagtigt den anden. Men der var en, som kun havde ét ben, for han var blevet støbt til sidst, og så var der ikke tin nok.

Men han stod lige så fast på sit ene ben, som de andre på deres to.

Og det er netop ham, som denne mærkværdige historie handler om.

___

På bordet, hvor de blev stillet op, stod en masse andet legetøj. Men det, som faldt mest i øjnene, var et nydeligt slot af papir. Gennem de små vinduer kunne man se lige ind i slottets sale. Udenfor stod små træer, rundt om et lille spejl, der skulle se ud som en sø; og på søen svømmede svaner af voks. De spejlede sig i søen.

Det var alt sammen nydeligt, men det nydeligste var dog en lille jomfru, som stod midt i den åbne slotsdør. Hun var også klippet ud af papir. Men hun havde et hvidt skørt på og et blåt bånd over skulderen med et skinnende smykke, en paillet [udtales: pa-JÆT], lige så stor som hele hendes ansigt.

Hun strakte begge sine arme ud til siderne, for hun var danserinde, og hun holdt sit ene ben løftet så højt i vejret, at tinsoldaten slet ikke kunne finde det og troede, at hun kun havde ét ben ligesom han.

"Det er en kone for mig!" tænkte han; "men hun er fornem, og bor på et slot, medens jeg kun bor i en æske, og den er vi 25 om. Det er ikke et sted for hende! Men alligevel - jeg må se at gøre hendes bekendtskab!"

Og så lagde han sig så lang han var bagved en tobaksdåse, der stod på bordet. Der kunne han se på den lille fine dame, som blev ved at stå på ét ben, uden at komme ud af balance.

___

Da det blev ud på aftenen, kom alle de andre tinsoldater i deres æske og folkene i huset gik til sengs.

Nu begyndte legetøjet at lege. Nogle legede at der kommer fremmede, andre legede at der var krig og nogle holdt bal.

Tinsoldaterne raslede i æsken, for de ville være med, men de kunne ikke få låget af.

Nøddeknækkeren slog kolbøtter.

Der var et spektakel så kanariefuglen vågnede, og begyndte at snakke med, og det på vers.

De to eneste, som ikke rørte sig ud af stedet, var tinsoldaten og den lille danserinde; hun holdt sig så rank på tåspidsen og med begge armene ud til siderne; og han var lige så standhaftig på sit ene ben.

Hans øjne kom ikke et øjeblik fra hende.

___

Nu slog klokken tolv, og pludselig sprang låget af tobaksdåsen, men der var ingen tobak i den, nej, men en lille sort trold, der sprang ud af dåsen.

"Tinsoldat!" sagde trolden, "vil du holde dine øjne for dig selv!"

Men tinsoldaten lod, som han ikke hørte det.

"Ja vent du bare til i morgen!" sagde trolden.

___

Da det blev morgen, og børnene blev vækket og kom op, blev tinsoldaten stillet hen i vinduet, og enten det nu var trolden eller træk-vinden - lige med ét fløj vinduet op og soldaten faldt ud på hovedet fra tredje sal.

Det var en forfærdelig fart. Han vendte benet lige i vejret, og endte stående på kasketten, med bajonetten nede imellem brostenene.

Tjenestepigen og den lille dreng kom straks ned for at søge efter tinsoldaten; men selv om de var lige ved at træde på ham, fik de ikke øje på ham. Hvis tinsoldaten havde råbt: Her er jeg! Så havde de nok fundet ham. Men han fandt det ikke passende at skrige højt, eftersom han var i uniform.

__

Nu begyndte det at regne. Den ene dråbe faldt tættere end den anden. Det blev en ordentlig skylle.

Da den var forbi, kom der to gadedrenge.

"Se der!" sagde den ene, "der ligger en tinsoldat! Han skal ud at sejle!"

Og så lavede de en båd af en avis, satte tinsoldaten midt i den, og nu sejlede han ned af rendestenen.

Drengene løb ved siden af den, så længe de kunne.

For strømmen var hurtig i rendestenen - det havde været en kraftig regnskylle. Papirbåden vippede op og ned, og nogle gange drejede den så hurtig rundt, at det dirrede i tinsoldaten; men han forblev standhaftig, og forandrede ikke en mine, men så lige ud og holdt geværet stift i armen.

Lige med ét drev båden ind under et langt rendestensbræt. Der blev bælgmørkt, som om han var i sin æske.

Hvor mon jeg nu kommer hen, tænkte han. Ja, ja, det er nok troldens skyld. Ak, bare den lille skønne dame nu sad her i båden med mig, tænkte han.

I det samme kom der en stor vandrotte, som boede under rendestensbrættet.

"Har du pas?" spurgte vandrotten. "Frem med passet!"

Men tinsoldaten tav stille og holdt endnu fastere på geværet. Båden fór af sted og vandrotten bagefter. Den skar tænder og råbte:

"Stop ham! Stop ham! Han har ikke vist pas! Han har ikke betalt told! "

Men strømmen blev stærkere og stærkere! Tinsoldaten kunne allerede se lyset fra, hvor brættet stoppede, men han hørte også en brusende lyd, som ville kunne gøre selv en tapper mand forskrækket; tænk bare, der hvor brættet stoppede, endte rendestenen i en stor kanal.

Det ville være lige så farligt for tinsoldaten, som hvis vi sejlede ned af et stort vandfald.

Men han kunne ikke standse. Båden fór ud i kanalen. Den stakkels tinsoldat holdt sig så stiv han kunne, ingen skulle kunne sige om ham, at han blinkede med øjnene. Båden snurrede 3-4 gange rundt, og blev fyldt med vand lige til randen. Tinsoldaten stod i vand til halsen. Dybere og dybere sank båden. Nu gik vandet over soldatens hoved. Da det skete tænkte han på den lille nydelige danserinde, som han aldrig mere skulle få at se. Han kom til at tænke så verselinjerne:

"Fare, fare, krigsmand!
Døden skal du lide!"

Nu gik papiret itu. Tinsoldaten styrtede ned i vandet - men blev i det samme slugt af en stor fisk.

Nej, hvor det var mørkt derinde! Det var endnu værre end under rendestensbrættet. Og så var der så snævert; men tinsoldaten var standhaftig, og lå så lang han var med geværet i armen.

Fisken fór omkring, den gjorde de forfærdeligste bevægelser. Men pludselig blev der helt stille. Efter nogen tid så han et glimt - som en lynstråle. Lyset skinnede pludselig ganske klart og én pige råbte højt: "Tinsoldat!"

Fisken var blevet fanget og var kommet op i et køkken, hvor pigen skar den op med en stor kniv. Hun tog med sine to fingre soldaten om livet og bar ham ind i stuen, hvor de alle sammen ville se sådan en mærkværdig mand, der havde rejst i maven på en fisk.

Men tinsoldaten var slet ikke stolt.

De stillede ham op på bordet og der - nej, hvor det kan gå underligt for sig i verden! Tinsoldaten var i den selvsamme stue, som han havde været i før. Han så de selvsamme børn og legetøjet stod stadig på bordet; og han så det dejlige slot med den nydelige lille danserinde; hun holdt sig endnu på det ene ben og havde det andet højt i vejret, hun var også standhaftig. Det rørte tinsoldaten, han var lige ved at græde tin, men det passede sig ikke. Han så på hende og hun så på ham, men de sagde ikke noget.

I det samme tog den ene af smådrengene tinsoldaten og kastede ham ind i kakkelovnen. Drengen sagde slet ikke noget om, hvorfor han gjorde det. Det måtte være trolden i dåsen, der var skyld i det.

Tinsoldaten stod helt tydelig i lyset og følte en varme, som var forfærdelig. Men om det var varmen fra ilden, eller det var af kærlighed, det vidste han ikke.

Farverne på ham forsvandt. Om det nu var sket på rejsen eller det var af sorg, kunne ingen sige. Han så på den lille danserinde, og hun så på ham, og han følte at han smeltede, men endnu stod han standhaftig med geværet i armen.

Netop i det øjeblik gik en dør op, og vinden tog i danserinden og hun fløj lige ind i kakkelovnen til tinsoldaten, blussede kort op i en flamme og var så helt borte; så smeltede tinsoldaten til en klat.

Da pigen dagen efter tog asken ud, fandt hun ham som et lille tinhjerte; af danserinden var der derimod kun det skinnende smykke (pailletten [udtales: pa-JÆTTEN]), og det var brændt kulsort.

1494 ord, 10-12 minutter

=================================================================================

I det klassiske eventyr om "Den standhaftige tinsoldat" beskriver H.C. Andersen danserindens pynt som en paillet.

Selvom ordet "paillet" stadig bruges i dag, har betydningen og det visuelle udtryk ændret sig en smule fra 1838 til nu.

Den sproglige forklaring

På moderne dansk ville vi oftest stadig kalde det en paillet, men hvis man skal forklare, hvad Andersen helt præcis mente i konteksten af en lille papirdanserinde, kan man bruge følgende ord:

• Glimmer: Den mest moderne og brede betegnelse for noget, der funkler.
• Glansbillede-pynt: Da danserinden er klippet ud af papir, minder hendes "paillet" om de glimtende detaljer, man finder på gammeldags glansbilleder.
• En lille sølv- eller guldskive: I 1800-tallet var en paillet typisk en lille, flad skive af metal (ofte forgyldt eller forsølvet kobber) med et hul i midten, så den kunne syes på tøjet.

Hvorfor er den vigtig i historien?

I eventyret kalder Andersen den også for en "guldstjerne" (eller "en Rose af en funklende Paillet"). Det er en vigtig detalje for slutningen:

"Da smeltede Tinsoldaten til en Klump, og da Pigen næste Dag tog Asken ud, fandt hun ham som et lille Tinhjerte; af Dandserinden derimod var der kun Pailletten her, og den var brændt kulsort."

I dag ville vi nok sige, at det var hendes "glimtende smykke" eller "pyntestjerne", der lå tilbage som det eneste minde om hende i asken.

================

Ordet paillet udtales på dansk med en tydelig fransk oprindelse. Det staves fransk, men vi har fordansket udtalen en smule.

Sådan udtaler du det:

Det udtales typisk: [pa-jet]

Her er en lille guide til lydene:

• Pa-: Lyder som starten af ordet "papir".
• -jet: Lyder ligesom ordet "jet" (som i et jetfly) eller slutningen af "betinget".

Vigtige detaljer om udtalen:

• De to l'er er stumme: Ligesom i det franske ord paille (halm), udtaler man ikke l-lyden. Det bliver til en "j-lyd".
• Trykket: Trykket ligger på den sidste stavelse: pa-JET.
• Endelsen: Selv om det slutter på "-et", udtaler vi det ofte med en ret åben e-lyd, næsten som et "æ".

Sjov fakta: Da H.C. Andersen skrev eventyret, var franske låneord meget moderne i det finere borgerskab, hvilket passer perfekt til den elegante (men skrøbelige) papirdanserinde